Nye koste fejer bedst, siger man, og det har altid en lidt fornærmet klang over sig. Vi er ikke så glade for, at der er nogen, der er bedre end os til at gøre tingene, og inden vi ser os om, er vi blevet modstandere af alt nyt.
Jeg så en udtalelse, der lød sådan: ”Modstand mod forandring er universel!” Hvordan kan det være? Når det kommer til stykket, vil vi jo gerne have noget nyt? Kunne det være fordi, det ny kræver noget af os? Er vi bange for at blive skiftet ud? Jeg ved godt, at alt nyt ikke er bedre, men det kunne jo være, at det var en god tilføjelse, eller en hjælp.
Det er ikke let at være forandringsparat, men jeg vil gerne prøve, hvis jeg ved, hvad det skal gøre godt for, og hvis det ikke bare skal være nyt, fordi det er nyt. Jeg er ikke længere god nok til det hele, (gad vide om jeg nogensinde har været det) J, så jeg vil glæde mig over det ny, som kan gøre det, jeg gør, bedre.
lht
Men når ham der Gud så kommer og blander sig i det hele, så beder han jo om at man stoler på ham. Troen er jo det der spring ud på 70.000 favne vand, som en vis fætter sagde engang, og så står man der og prøver at være forandringsparat mens man samtidig ved at det meste af det man regner for ens verden vil smuldre omkring en. Jeg vil sige det nok er derfor modstand mod forandring er så udbredt ... man ved hvad man har, ikke hvad man får. Osse selvom der i en bog (som ikke er ændret væsentligt i 1700 år) står at Gud lover en sikker landing, selvom flyvningen kan være en bumpet affære.
SvarSlet