11/12
Der skal ikke ret meget til for at fange vores opmærksomhed, men der skal heller ikke ret meget til, før vi glemmer igen. ”Ude af øje, ude af sind!” I mange tilfælde betyder det ikke noget, men desværre gør det sig også gældende, når det drejer sig om vigtige ting. Vi ved at mange kristne, og mange andre, lever under forfulgte vilkår, men hvor tit husker vi på det, for slet ikke at tale om, at gøre noget ved det? I søndags var det bededag for Burma, så vi blev igen mindet om, de uhyrligheder mange bliver udsat for, men inden længe er det nok glemt igen, hvis vi ikke gør noget ved det, hele tiden. Burma er bare et sted, desværre er der mange flere. Kan vi hjælpe hinanden med at huske på det? Vi kunne måske gøre som Cato i det gamle Rom, der, hver gang han talte, sluttede med: ”For øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges!”
Det lader til, at der er større bekymring for, hvad man ikke gør, end for hvad man gør. At man ikke går i kirke, det bemærkes, som noget der må gøres noget ved. Luk kirkerne. Men når man vil tvinge præsterne til at handle imod, hvad Guds ord siger, så lyder kirkeministerens svar: ”Det kommer vi nok over, for inden længe så har man vænnet sig til det!” (politisk indførelse af vielse af homoseksuelle). Samme måde at tænke på, at man bare skal blive ved, så lykkes det til sidst.
lht
Men hvordan sorterer vi så i alle de gode sager der er at kæmpe for? FN har jo måttet opgive at have mærkedage for alt muligt, simpelt hen fordi de løb tør for dage på et år. Der var mere end 365 forskellige sager at markere.
SvarSletSamme problem har vi som kristne. Hvis man bare vælger en tilfældig sag vil man føle sig skyldig over ikke at supportere alle mulige andre ting.
At man så lader stå til og accepterer en hvilken som helst tidsstrømning (såsom homoseksuelle vielser) er en anden debat.