uge 12

Uge 12/12

Bibelen taler om at de gamle har lov til at drømme, mens de unge skal se syner. Ind imellem virker det modsat, og det sker vi kalder de unge for nogle drømmere. Hvordan mon det kan være? Eller gør det overhovedet noget?

Et syn burde være det samme som en vision, et billede på noget man kunne tænke sig skulle blive til noget. Uden syner går et folk til grunde, så hvis de mangler ser det ikke godt ud, derfor er det af betydning for hele folket, at ungdommen har en vision. En vision er ikke bare et billede af det, der er, noget som plejer at være, det er noget nyt. Så I unge, se at komme i gang, se noget mere og længere, ellers kører vi alle sammen fast!

De gamles drømme er måske ikke så konkrete, men derfor behøver de ikke at være umulige. Det tager måske lidt længere tid, men det skal nok blive til noget, der skal bare lidt mere udholdenhed til. Selv om de gamle sidder med erfaringen og traditionen og forhåbentlig også visdommen, så er det kedeligt, hvis de skal sætte tempoet.

Hvad er det dog for noget jeg siger? Det er såmænd bare et ønske om at de unge vover at lægge sig i spidsen og sætter lidt fart i foretagendet! Det er ikke nok bare at sige, vi vil have noget andet, der skal en vision på bordet, så se at komme i gang!:-)

lht

Uge 11 2012

11/12

Der skal ikke ret meget til for at fange vores opmærksomhed, men der skal heller ikke ret meget til, før vi glemmer igen. ”Ude af øje, ude af sind!” I mange tilfælde betyder det ikke noget, men desværre gør det sig også gældende, når det drejer sig om vigtige ting. Vi ved at mange kristne, og mange andre, lever under forfulgte vilkår, men hvor tit husker vi på det, for slet ikke at tale om, at gøre noget ved det? I søndags var det bededag for Burma, så vi blev igen mindet om, de uhyrligheder mange bliver udsat for, men inden længe er det nok glemt igen, hvis vi ikke gør noget ved det, hele tiden. Burma er bare et sted, desværre er der mange flere. Kan vi hjælpe hinanden med at huske på det? Vi kunne måske gøre som Cato i det gamle Rom, der, hver gang han talte, sluttede med: ”For øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges!”

Det lader til, at der er større bekymring for, hvad man ikke gør, end for hvad man gør. At man ikke går i kirke, det bemærkes, som noget der må gøres noget ved. Luk kirkerne. Men når man vil tvinge præsterne til at handle imod, hvad Guds ord siger, så lyder kirkeministerens svar: ”Det kommer vi nok over, for inden længe så har man vænnet sig til det!” (politisk indførelse af vielse af homoseksuelle). Samme måde at tænke på, at man bare skal blive ved, så lykkes det til sidst.

lht

10/12

Uge 10/12

Hvis du bare bliver ved, så lykkes det til sidst! Det er en meget almindelig opmuntring i indlæring af forskellige ting. Øvelse gør som bekendt mester. Til sidst sidder det på rygraden, det er blevet en rutine eller en vane. Vi kan sikkert alle blive enige om, at gode vaner er noget positivt, hvis det drejer sig om noget, der er godt.

På dansk skal der bare et lille bogstav til for at gøre det til noget dårligt, u-vaner! Straks er det helt forkert, noget vi ikke synes om. Det virker desværre som, at uvaner efter lang tids og regelmæssig brug, pludselig går hen, og bliver accepteret. Bare du bliver ved længe nok, og bare man er mange nok, der gør det, så bliver det acceptabelt! Hvis det drejer sig om ligegyldige ting, så betyder det selvfølgelig ikke så meget, men ikke desto mindre er det en farlig vej at begive sig ind på.

Jeg har bemærket, at der ret ofte kommer nye forslag om for eksempel etiske, moralske lovgivninger, der motiveres med, at mange gør det alligevel, så bliver det accepteret, som det normale, og så kan vi lige så godt lovgive efter det, så bliver uvanen godkendt som en vane! Uden at begive mig ind i debatten om skilsmisse, det kan der siges rigtig meget om, så er det det sidste eksempel på en sådan ændring. Dagens udtalelse fra ministeren lød: ”Hvorfor gøre det så svært at blive skilt, når 40 % af alle ægteskaber alligevel ender med skilsmisse. Lad os gøre det lettere, så det ikke tager så lang tid!” Mit spørgsmål er: Hvorfor ikke gøre en større indsats for at hjælpe mennesker, inden de bliver gift, og prøve at hjælpe og vejlede undervejs, så det ikke skal slutte så sørgeligt?”

lht