”Man kan, hvad man vil!”
Hvem der har fundet på dette udtryk, ved jeg ikke, men jeg har stødt på det rigtig mange gange, og jo ældre jeg bliver, des mere irriterende er udtrykket. Det antyder nemlig, at man bare kan tage sig sammen, og så gøre noget ved tingene. Men når man har været ung rigtig længe, og det har jeg, så bliver man nød til at erkende, at man efterhånden er blevet gammel, og ikke bare ældre. Nu er man kommet til begrænsningernes tid, hvor man på trods af den gode viljes tilstedeværelse må sande, at det kan man ikke mere. Det lyder meget trist, men behøver slet ikke være det. Jeg kan stadigvæk, hvad jeg vil, hvis jeg bare vil, hvad jeg kan! Se det er begrænsningens kunst, som der så til gengæld ikke er grænser for. Jeg går ikke så godt, men jeg går, langsomt, men ikke langt. Jeg hører dårligere, men kan stadig høre efter. Fanger du ideen? Sandelig, man kan, hvad man vil, hvis man vil, hvad man kan!
lht
Hvor er det bare rigtigt - den sætning vil huske - hvis jeg bare kan.
SvarSlet