torsdag den 3. januar 2013

Uge 1-13

Når løgnen er bedst

Det er den uden tvivl, når den ligner sandheden mest. Jesus havde en bøn, før han forlod denne jord: ’At de alle må være et!’ Denne bøn er et udtryk for Guds absolutte vilje. Betyder det så, at vi bare skal være sammen og udtrykke menneskelighed og respekt for alle? Hør lige engang hvad der står i teksten: ”Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét, så verden kan tro, at du har sendt mig.” (Joh. 17:21). Enhed på samme måde som den guddommelige enhed, med et ganske bestemt formål: Så verden skal tro på Jesus!
Nytårsgudstjenesten på TV viste med al tydelighed, hvor tæt løgnen kan komme på sandheden. Stor fordragelighed, men med Jesus som en lille fodnote. Buddhister, muslimer, jøder og kristne med i samme show, ikke så dårligt arrangeret. Men hvor er det dog et stort bedrag, der er så langt fra den enhed, Jesus talte om. Selvfølgelig skal vi respektere mennesker, men vi skal ikke fraskrive os sandheden, at Jesus er den eneste vej til frelse, at han alene er den, der kan give sand fred. Det ville have klædt både biskop og præst, at gøre opmærksom på det.
lht

Ingen kommentarer:

Send en kommentar