Uge 41

Jeg tror på Gud!

Når dette udsagn fremføres, fristes jeg altid til at spørge: ”Hvilken Gud? Selve betegnelsen ’Gud’ siger nemlig ikke noget om, hvem denne gud er, hvordan han/hun er osv. Derfor synes jeg den debat om hvilket gudsnavn, der er det rigtige, er en smule afsporet.

Navne og begreber har det med at optræde i sproggrupper. Tag f.eks. danske, norsk, svensk, engelsk og tysk: Gud, God, Gott. Tag f.eks. latinsk, fransk, spansk, italiensk: Deus, Dieu, Dios, Dio. Alle disse navne er brugt i de respektive sprogs bibler. Hvilket vi ikke har noget problem med, for de sprog kender vi jo lidt til. Men ingen af disse navne alene fortæller, hvem Gud er! Hvis vi går til Bibelens grundtekster, så har vi igen et par eller tre nye navne: Græsk –Theos, hebraisk JWHW, (Jahve eller Jehova) og Elohim, nu får navnene lidt mere betydning med ofte fordi de er kædet sammen med andre navne. Skal vi lige tage nogle stykker til, der hører hjemme i EU: Finsk – Jumala, estisk – Jumal, ungarsk – Istun. Mon ikke det er klart nu, at Gud er ikke kun et ord eller  et navn. I al min iver glemte jeg sandelig, det navn der giver hele balladen i vores tid: Arabisk – Allah!

Som i mange af de andre tilfælde, så er det også bare en del af en sprogfamilie, hverken mere eller mindre!

Hvis vi gør os ulejligheden, hvilket jeg synes man skal, med alt lære Guds natur og karakter at kende, så vil der ikke gå lang tid, før vi kan skelne den ene gud fra den anden, og det er sagens kerne: Hvis man bruger navnet Allah i en bibel, så betyder det Gud, som i vores danske bibel, og Bibelen forklarer, hvordan Gud er, (ikke mindst i åbenbaringen gennem Jesus)! Hvis du bruger navnet Allah i f.eks. Koranen, så taler vi ifølge Koranen selv om en helt anden gud. Lad os lære Gud at kende, og så gøre ham kendt, i stedet for at diskutere hvilket navn vi skal sætte på ham.

lht