Ugens

… lige et øjeblik …

Ret & pligt

For år tilbage var der en udsendelse i radioen, der hed noget i retning af: ’Hvad er min ret, og hvad er min pligt’. Titelmæssigt en god overskrift, hvor det er fint at lægge mærke til, at det ikke kun er rettigheder, men også pligter. Det er godt, at have med i den igen opblussende debat om, hvem der bestemmer over vores krop. Vores regering mener, at det er kvinders ret, at bestemme over deres krop. (Det er vel for øvrigt alles ret). Har vi ret til at bruge os selv, som vi vil? Det mener mange, men man skulle måske tilføje, hvis det ikke involverer andre eller går ud over andre. Så snart andre liv er involveret, så har jeg ikke ubetinget ret til at bestemme. Den nuværende debat går på retten til abort, og hvis man bruger synspunktet, at jeg har ret til at bestemme over min krop, så bliver man altså nød til at spørge, giver det ret til at slå et andet liv ihjel, selv om det befinder sig i min krop? Din bestemmelsesret består i, at du kan sige nej, til at et andet liv tager bolig i dig, men du har ingen ret til at slå det ihjel, hvis du først har givet det lov til at tage bolig i dig. Så argumenteres der, at det ikke er liv, hvilket er den største gang sludder, så dumt et argument dur ikke, enten er der liv eller også er der ikke liv, og det uanset størrelsen eller alderen på det liv. ”Du har skabt mig som den, jeg er, du formede mig i min mors mave. Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt, dit skaberværk er fantastisk. Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte, da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke. Mens jeg endnu var et foster, så du mig. Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog, længe før jeg så dagens lys. Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud, de overgår langt, hvad jeg kan fatte. (Sl. 139:13-17). Som kristne tror vi, at Gud regner med os lige fra undfangelsen, så alt andet ville være at gå imod Guds vilje med det enkelte menneske. Gør vi krav på vores ret, bliver vi nød til også at tage pligten, ansvaret med.