lørdag den 14. januar 2017

Ugens

… lige et øjeblik …
Hastværkere

Min stavekontrol protesterer, når jeg bruger dette ord, hastværkere. Det er Søren Kierkegaards opfindelse, det er det, han kalder forjagede og fortravlede mennesker, der styrter afsted for at komme for sent. I dag ville vi kalde dem for 24/7 mennesker, altid på, men næsten aldrig nærværende, 24 timer i døgnet, ugens 7 dage. Det er nemt at blive hastværker. Det kræver ingen forudgående uddannelse eller eksamen, man skal bare lade sig rive med af tidens strømning. Mon det var det, der var meningen, er det det, vi er skabt til, er vi 24/ mennesker? I Bibelens skabelsesberetning læser vi, at Gud hvilede efter at have skabt i seks dage, så holdt han den syvende dag fri, for at glæde sig over det, der var skabt. Et af budene i De 10 Bud lyder: ’Du skal holde hviledagen hellig.’ (2. Mos. 20:8). Dette bud indskærpes flere gange. Det er Guds befaling, at vi skal bruge en dag til ikke at arbejde. Vi er kun skabt til at være maksimalt 24/6 mennesker. Sl. 90:12 siger: ’Hjælp os til at huske, at livet er kort, så vi kan vokse i visdom.’ Eller ’Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet.’ Vi skal ikke bare løbe med tiden, eller lade den løbe med os. Tæl til 6 og hold 1 fri!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar