Uge 4 - 13

Det burde være selvklart

Sådan sagde menighedsrådsformanden i et jysk sogn: ”At præsten er troende.” Hatten af for både råd og menighed, der stiller et sådant indlysende krav til ansættelsen af en ny præst.

Til gengæld burde præsteforeningens formand skamme sig, når han er fornærmet over et sådant krav. Eller er vi virkelig kommet så langt ud, at præstekaldet bare er et arbejde man søger, hvis man har den krævede uddannelse? Hvis vi bare læser en lille smule i Bibelen, så ville man finde krav, der er en hel del større, men den bog er måske også ude af billedet?

Det kan ikke undre, at mennesker ikke gider en kirke, hvor forkynderen ikke selv tror på, hvad han siger. Den slags løgn er mennesker desværre alt for fyldt med i forvejen.

Kære præster, kom nu ind i kampen og forkynd det glade budskab om synd og nåde og frelse ved troen på Jesus.

lht

Uge 3 -13

Det er de andres skyld!

Har du hørt det før? Hvis du har børn, så har du helt sikkert, og i den alder kan vi godt trække lidt på smilebåndet af det. Det er i samme kategori, som svaret på spørgsmålet om, ’hvad laver du?’ og svaret kommer prompte, ’ik’ no’et.’ Barnligt og uskyldigt, sådan da.

Det bliver først alvorligt, når den samme barnlige opførsel bliver til den almene voksne måde at forholde sig til tingene på. Det virker som om, at løsningen på alle politiske og samfundsmæssige kriser, udelukkende skal tilskrives, de andre eller de forrige. For mig virker det som om, man ikke har noget at byde ind med selv. Så skulle man tage at løbe linen helt ud, og fortsætte med: ”Hvad laver du? Ikke noget.” Så havde man da i det mindste været ærlig, og ikke kun barnlig. J

lht

Uge 2-13

”Man kan, hvad man vil!”

Hvem der har fundet på dette udtryk, ved jeg ikke, men jeg har stødt på det rigtig mange gange, og jo ældre jeg bliver, des mere irriterende er udtrykket. Det antyder nemlig, at man bare kan tage sig sammen, og så gøre noget ved tingene. Men når man har været ung rigtig længe, og det har jeg, så bliver man nød til at erkende, at man efterhånden er blevet gammel, og ikke bare ældre. Nu er man kommet til begrænsningernes tid, hvor man på trods af den gode viljes tilstedeværelse må sande, at det kan man ikke mere. Det lyder meget trist, men behøver slet ikke være det. Jeg kan stadigvæk, hvad jeg vil, hvis jeg bare vil, hvad jeg kan! Se det er begrænsningens kunst, som der så til gengæld ikke er grænser for. Jeg går ikke så godt, men jeg går, langsomt, men ikke langt. Jeg hører dårligere, men kan stadig høre efter. Fanger du ideen? Sandelig, man kan, hvad man vil, hvis man vil, hvad man kan!

lht