Nye koste fejer bedst, siger man, og det har altid en lidt fornærmet klang over sig. Vi er ikke så glade for, at der er nogen, der er bedre end os til at gøre tingene, og inden vi ser os om, er vi blevet modstandere af alt nyt.
Jeg så en udtalelse, der lød sådan: ”Modstand mod forandring er universel!” Hvordan kan det være? Når det kommer til stykket, vil vi jo gerne have noget nyt? Kunne det være fordi, det ny kræver noget af os? Er vi bange for at blive skiftet ud? Jeg ved godt, at alt nyt ikke er bedre, men det kunne jo være, at det var en god tilføjelse, eller en hjælp.
Det er ikke let at være forandringsparat, men jeg vil gerne prøve, hvis jeg ved, hvad det skal gøre godt for, og hvis det ikke bare skal være nyt, fordi det er nyt. Jeg er ikke længere god nok til det hele, (gad vide om jeg nogensinde har været det) J, så jeg vil glæde mig over det ny, som kan gøre det, jeg gør, bedre.
lht
