tirsdag den 2. juni 2015

Levende ord

 Herre, du opfylder alle mine behov, mit liv er i dine hænder. Sl. 16:5
Da vi nu er blevet børn af Gud, som Kristus er det, kan vi regne med at få del i alt det, som Gud vil give sine børn. Er vi parate til at lide, som Kristus led, kan vi også regne med at få del i den samme herlighed, som han fik del i. Rom. 8:17
Derfor skal I ikke prale af, hvad bestemte mennesker har udrettet. I har jo adgang til det hele.
1. Kor. 3:21

mandag den 1. juni 2015

Ugens

… lige et øjeblik …

Kristen eller kristelig?

Danmark er et kristent land!? Det kan man sige meget om, min mening er, at et land ikke kan blive kristent, det er kun muligt for mennesker. Men et land kan bygge på kristne værdier.

Når vi nu skal til valg, så lyder det næsten som om, det kun drejer sig om penge, mammon, og her opstår konflikten. Hvilken gud skal vi vælge? Hvis penge kommer før værdier, så er vi virkelig på den. Der findes ikke noget parti, der sætter kristne værdier 100 % først! Hvad skal vi så gøre? Et spørgsmål kan være godt at stille sig: Hvilken politiker/parti har de fleste af de kristne værdier?

Hvilke ting spørger jeg om, når jeg skal vælge?

Går man ind for det ufødte barns ret til liv? Uanset om det er ubekvemt for dem, der allerede lever?

Vil man tage sig af de fattige, som Bibelen siger: Enkerne. de forældreløse og forfulgte?

Vil man værne om kristen moral, når det gælder familien og sexualitet?

Holder de, hvad de lover?

Man kan sikkert finde mange flere gode spørgsmål.

Man kan godt gå ind for kristelige værdier, uden det gør en til en til en kristen. Man kan godt sige, at man går ind for kristne værdier, men hvad hjælper det, hvis man handler stik imod dem?

Til slut et par ord fra Bibelen, som er en overvejelse værd:

”Hvis ikke I vil tjene Herren, så beslut jer i dag for, hvilke andre guder I vil tjene.” Josva. 24:15

”Vælg nu livet, så I og jeres børn får et godt liv. Elsk Herren, jeres Gud, adlyd ham og hold jer til ham, så I kan få lov at leve og blive boende i det land, Herren lovede” 5. Mos. 30:19-20

Levende ord

 »Jeg er Jahve, en nådig og kærlig Gud, langmodig og rig på barmhjertighed. Jeg er en trofast Gud, der viser nåde gennem tusind generationer og er villig til at tilgive ondskab, oprør og synd. Men den, der fortsætter med at gøre oprør, får sin straf. Børnene i tre eller fire generationer må bøde for forældrenes ondskab.« 2. Mos. 34:6-7
Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget? 2. Krøn. 6:18
Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed - en herlighed, som den fuldkomne Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed. Joh. 1:14